Adgang er mere end et navn på medlemslisten

Et barn kan have lyst til fodbold uden at kunne passe ind i den måde, klubben organiserer den på. Den forskel bliver tydelig i Roskilde Universitets formidling af forskning i Nørrebro United og Brobold fra 2023.

Her beskrives, hvordan åbne fodboldaktiviteter kan skabe relationer, også for unge, der ikke kan deltage i et almindeligt klubforløb. Samtidig kan ventelister og hverdagsforpligtelser stå i vejen. Lavt kontingent løser ikke nødvendigvis problemer med eksempelvis at passe søskende eller få aktiviteterne til at passe med skole og familie.

Det er fund fra en konkret københavnsk case, ikke en beskrivelse af alle danske klubber. Men de gør en vigtig forskel synlig: En åben aktivitet kan være værdifuld, uden at den automatisk giver adgang til et fast hold eller et varigt medlemskab.

Hvem hjælper barnet fra den første invitation til en hverdag, hvor det faktisk kan være med?

Familien er en del af fællesskabet - også før første træning

I Idrættens Analyseinstituts undersøgelse af danskernes motions- og sportsvaner i 2024, udgivet i 2025, angav 92 procent af børnene med to idrætsaktive forældre, at de normalt dyrkede sport eller motion. Blandt børn med to forældre, der ikke dyrkede sport eller motion, var andelen 73 procent.

Undersøgelsen handler om 7–15-årige og sport bredt, ikke om fodbold alene. Tallene viser en sammenhæng, ikke at forældrenes vaner i sig selv er årsagen. De fortæller heller ikke, hvor hjemme børnene føler sig i en klub.

De understreger alligevel, hvorfor det er relevant at se på familien omkring barnet. Hvem kender tilmeldingen og træningstiderne? Hvem kan hente og bringe? Og hvem ved, at man gerne må spørge om hjælp?

SDU’s undersøgelse af børns bevægelse i idræt og leg, i en udgave fra 2026, beskriver blandt andet økonomi, transport og aktivitetstidspunkter som barrierer, forældre kan opleve. Samtidig fylder barnets overskud og egne ønsker. Praktiske forhold er altså en del af spørgsmålet, men ikke hele forklaringen.

Det bør ikke blive en historie om, at bestemte forældre gør for lidt. Spørgsmålet er også, hvor meget klubben forudsætter, at familien allerede kan og ved. Hvis adgangen bygger på en bil, fleksible arbejdstider og kendskab til foreningslivet, er tilbuddet ikke lige let at bruge for alle.

Skolen kan skabe kontakten - men hvem følger op?

Skolen er en mulig forbindelse til børn, som ikke selv eller gennem familien har fundet vej til klubben. Et konkret eksempel kommer fra Tjæreborg, hvor klubben og skolen samarbejdede om at lade børn prøve fodbold.

Det er netop overgangen bagefter, der er interessant. At prøve fodbold i skoletiden er én ting. At finde frem til træning næste uge med familien er noget andet.

Her giver en VIVE-evaluering fra februar 2026 nogle mere konkrete erfaringer. Den følger Fritidsklar, en indsats for børn og unge med handicap i Allerød, Brønderslev og Varde.

Evalueringen beskriver, hvordan en fritidsvejleder kan forbinde barnets ønsker med et lokalt tilbud, tale med familien og træneren og hjælpe under opstarten. Nogle børn blev fulgt til aktiviteten af en kendt voksen; andre havde brug for forberedelse af træneren eller hjælp til transport.

Skoler og specialafdelinger kunne være steder at opbygge kontakt til børn og forældre. Men evalueringen beskriver også vanskeligheder med at omsætte interesse til henvisninger og forpligtende samarbejde med det almene børneområde.

Det er erfaringer fra en afgrænset handicapindsats i tre kommuner, ikke bevis for, at samme løsning virker for alle børn eller i alle fodboldklubber. De viser dog, hvad samarbejdet kan bestå af: nogen skal forbinde information, relationer og praktisk støtte.

Klubben og lokalunionen har forskellige muligheder

Klubben møder barnet til træning. DBU’s lokalunion kan indgå med rådgivning og hjælp til at udvikle rammerne. Tjæreborg-eksemplet viser en klubrådgiver i et konkret skolesamarbejde, men bør ikke læses som et løfte om samme støtte i alle klubber.

Et andet eksempel er En del af holdet, som ifølge Parasport Danmark gennemføres sammen med DBU og lokalunionerne. Formålet er at udvikle fodboldtilbud til børn og unge med handicap eller særlige behov. Projektbeskrivelsen omfatter også lokalt samarbejde med skoler og kommuner.

Det er et eksempel på en organisering, ikke i sig selv dokumentation for virkningen. Men det peger på, at inklusion ikke nødvendigvis betyder, at barnet skal tilpasse sig det eksisterende tilbud. Det kan også kræve, at tilbuddet tilpasses barnet.

Det er derfor for snævert både at placere hele ansvaret hos en frivillig træner og at forestille sig, at et program fra DBU kan erstatte den lokale modtagelse. Spørgsmålet er, hvordan støtte og kontakt bliver brugbar i klubbens hverdag - og hvem der hjælper, når opgaven rækker ud over banen.

I mindre lokalmiljøer er forbindelserne værd at undersøge

Tjæreborg-eksemplet gør det relevant at se nærmere på steder, hvor skole, familier og klub har tætte forbindelser. En lærer i ungdomsudvalget kan være en konkret vej til samarbejde. Men hvad sker der, hvis kontakten afhænger af netop den person?

Og hvad med familien, som er ny i området? Kender den de samme voksne og muligheder? Er der et hold, der passer til barnet, og en måde at komme til træning på?

Det er journalistiske spørgsmål, ikke konklusioner om landsbyer. De nationale undersøgelser, vi bygger på her, giver ikke belæg for at sige, at små lokalsamfund generelt er mere inkluderende - eller at transportproblemer nødvendigvis er større dér.

Det afgørende er at undersøge de lokale forbindelser i praksis. Et tæt netværk kan være en hjælp, men vi bør ikke tage for givet, at alle har adgang til det. Derfor skal også nye familier og børn uden for klubben høres, når et lokalt fællesskab vurderes.

Den vigtigste prøve kommer efter invitationen

Det er let at tælle deltagere til en aktivitetsdag. Det er sværere at undersøge, hvem der fandt en plads bagefter, hvem der ikke gjorde, og hvorfor.

VIVE-evalueringen beskriver netop, at overgangen efter et støtteforløb kan være sårbar. Deltagelse kan afhænge af, at rammer, kontakt og hjælp fortsat hænger sammen. Et vellykket første møde er ikke det samme som varig tilknytning.

For klubben og lokalunionen rejser det et spørgsmål om opfølgning. For skolen et spørgsmål om forbindelsen til fritidslivet. For familien et spørgsmål om, hvor man kan få hjælp. Og for kommunen et spørgsmål om, hvilke rammer og ressourcer der er til stede.

Barnets eget ønske skal også med. Målet bør ikke være at gøre alle til fodboldspillere, men at sikre, at interesse for fodbold kan blive til en reel mulighed for deltagelse.

På Målminutter bruger vi fodbold som indgang til spørgsmål om samfund og lokalt liv. Her er spørgsmålet ikke blot, om klubben er åben: Det er, om de voksne og institutioner omkring barnet får adgangen til at fungere.

Et fællesskab bliver ikke inkluderende alene ved at kalde sig det. Den relevante prøve er, hvad der sker for barnet efter den første invitation - også når hverdagen gør det svært at komme igen.

Spørgsmål om fodbold og deltagelse

Hvorfor er et åbent tilbud ikke altid nok?

Fordi muligheden for at møde op ikke nødvendigvis giver adgang til et fast hold eller løser hverdagsbarrierer. RUC’s Nørrebro-case viser netop forskellen mellem åbne aktiviteter og klubmedlemskab. Der kan være brug for plads, kontakt og praktisk hjælp.

Hvilken rolle kan familie og skole spille?

Familien kan være en vigtig støtte i hverdagen. Skolen kan skabe kontakt til børn, der endnu ikke kender klubben. Men Tjæreborg-eksemplet og VIVE-evalueringen giver ikke belæg for, at kontakt alene sikrer deltagelse. Overgangen og opfølgningen skal også fungere.

Kan DBU’s lokalunion løse inklusionsopgaven?

Lokalunionen kan være en samarbejdspartner, som de beskrevne eksempler viser. Den lokale modtagelse, familiens muligheder og eventuelle støttebehov er stadig afgørende spørgsmål. Kilderne dokumenterer ikke, at ét program kan løse alle barrierer.