Flere frivillige betyder ikke, at alle opgaver er dækket

Det ville være for enkelt at forklare klubbernes udfordringer med, at danskerne ikke længere gider arbejde frivilligt.

VIVEs Frivillighedsundersøgelsen 2024, udgivet i 2025, viser, at 40 procent af befolkningen på 16 til 89 år havde udført frivilligt arbejde inden for det seneste år. I 2020 var andelen 36 procent. Idræt var fortsat det største frivillighedsområde.

Det nationale engagement og en klubs bemanding er dog to forskellige spørgsmål. Flere mennesker kan bidrage på landsplan, samtidig med at en bestemt klub mangler en kasserer eller en træner til et ungdomshold.

Derfor er det ikke nok at spørge, hvor mange frivillige klubben har. Man må også undersøge, hvilke opgaver de løser, hvilket ansvar de tager, og hvilke funktioner der mangler nogen til at overtage.

Arbejdet stopper ikke ved træningen

Træneren på banen er synlig. Arbejdet med klubbens økonomi, medlemsoplysninger, beskeder og planlægning er mindre synligt for dem, der blot møder op til træning.

VIVEs undersøgelse viser bredden i det frivillige idrætsarbejde. De frivillige angiver både praktiske opgaver, bestyrelses- og udvalgsarbejde samt undervisning, holdledelse og instruktion. Den samme person kan udføre flere typer arbejde. Undersøgelsen dækker idræt bredt, ikke kun fodbold.

Det gør forskellen mellem at hjælpe og at have ansvaret vigtig. En person kan tage en vagt, mens en anden skal sikre, at der overhovedet er en vagtplan. Én kan hjælpe med et arrangement, mens en anden skal følge op, hvis der mangler folk.

I klubbens hverdag er begge bidrag nødvendige. Men de stiller ikke nødvendigvis de samme krav til tid, overblik og tilgængelighed. Når vi taler om frivillige som én samlet gruppe, kan den forskel forsvinde.

Hvad får mennesker til at begynde?

Vejen ind i frivilligt arbejde behøver ikke begynde med et ønske om at drive en forening. Den kan begynde med interesse for sporten, et barns aktivitet eller en direkte opfordring til at hjælpe.

Netop de anledninger nævnes af mange af de idrætsfrivillige i VIVEs undersøgelse. Svarene handler om, hvordan de kom i gang. De fortæller ikke i sig selv, hvorfor den enkelte bliver ved eller senere stopper.

Et ja til at hjælpe med et hold er derfor ikke nødvendigvis et ja til alle de opgaver, der kan følge med. Når ansvaret vokser, bliver det relevant at undersøge, om den frivillige stadig ved, hvad rollen omfatter, og hvem der kan hjælpe.

I en forskningsartikel fra 2020 om tiltrækning, fastholdelse og ledelse af frivillige i idrætsforeninger diskuterer Jens Holmgren og Ole Friis blandt andet inddragelse i beslutninger og medejerskab. Artiklen bygger på teori og tidligere forskning, ikke på en ny måling af fodboldklubber.

Den peger på et spørgsmål, som ikke kan besvares ved at tælle vagter: Oplever de frivillige, at de er med til at forme klubben, eller først og fremmest at de skal få dens opgaver løst?

Det ansvar, der er svært at give videre

Klubbens arbejde kan være velorganiseret, selv om det udføres uden løn. Men det kan også blive sårbart, hvis viden og ansvar bliver hos enkelte personer.

I SDU-rapporten Foreningsidrætten anno 2021, udgivet i 2024, vurderede 29 procent af de svarende idrætsforeninger, at rekruttering og fastholdelse i bestyrelse og udvalg var en stor eller meget stor udfordring. For trænere og instruktører var andelen 24 procent.

Det er foreningernes vurderinger fra 2021, ikke en optælling af tomme poster i fodboldklubber i dag. Resultaterne gør det alligevel relevant at se nærmere på de funktioner, hvor ansvar skal bæres over længere tid.

Hvem kan overtage opgaven, hvis den person, der plejer at løse den, siger stop?

Hvis en anden skal tage over, er det afgørende at kunne finde aftaler, rutiner og kontakter. Det er et konkret organisatorisk spørgsmål, ikke en vurdering af den afgående frivilliges engagement.

Et nej behøver heller ikke være et nej til fællesskabet. En opgave kan være svær at passe sammen med arbejde, familieliv eller andre interesser. Derfor bør klubbens organisering kunne rumme, at mennesker skifter rolle, holder pause eller stopper.

En strategi skal kunne mærkes i hverdagen

DBU Sjællands undersøgelse beskriver udfordringer med at finde frivillige med de rette kompetencer og med at organisere opgaverne. Det er mere præcist end blot at efterlyse flere hænder.

På sin side Klarlæg klubbens opgaver anbefaler DBU at skabe overblik over det arbejde, der mangler at blive løst, og afklare, hvem der gør hvad og hvornår. Det er organisationens praktiske vejledning, ikke en måling af, hvor godt en bestemt metode virker.

Afklaringen er relevant, fordi en afgrænset opgave og et løbende ansvar ikke er det samme. Hvor meget tid forventes der? Hvad kan den frivillige beslutte? Hvem hjælper, når opgaven bliver større end aftalt?

En strategi er først interessant for dem, der bidrager, når den får betydning for den slags spørgsmål. Et dokument i sig selv fortæller ikke, om nye frivillige får en forståelig rolle, eller om arbejdet fortsat ender hos dem, der plejer at træde til.

Den sjællandske undersøgelse er ikke en kontrolleret afprøvning af forskellige løsninger. Den kan derfor ikke bruges til at love, at en koordinator, en ansat eller en ny plan automatisk løser rekrutteringen.

Hvem hjælper klubben med at løfte ansvaret?

I Fremtidens Fodboldklubber, lanceret i august 2026, forbinder DBU ledelse og frivillighed med arbejdet for trygge og inkluderende børnemiljøer. Organisationen vil blandt andet støtte klubberne med praktisk viden, digitale værktøjer og arbejdsgange.

Det er en ambition, som også rejser et spørgsmål om ressourcer. Hvis klubben skal gøre mere for børn, familier og lokale fællesskaber, hvem tager så de ekstra opgaver? Og hvilken støtte følger med?

Her bliver fodboldklubben relevant som andet end en sportsforening. Når kommunen, lokalunionen eller en samarbejdspartner ønsker, at klubben bidrager til et bredere formål, er det rimeligt også at undersøge, hvad samarbejdet betyder for dem, der skal udføre arbejdet.

Det er ikke nødvendigvis enten frivillighed eller lønnet hjælp. Det journalistiske spørgsmål er, hvilke opgaver klubben kan bære, hvad andre aktører kan støtte med, og om ansvaret er tydeligt fordelt.

I seriens første artikel undersøgte vi fodboldklubbens betydning som lokalt fællesskab. I den anden så vi på adgangen til fællesskabet. Begge spørgsmål fører til menneskene bag driften.

Det afgørende er ikke kun, om nogen siger ja i dag. Det er, om klubben har en måde at fordele, støtte og give arbejdet videre på, så fællesskabet også kan fungere, når de frivilliges hverdag ændrer sig.

Spørgsmål om frivillige i fodboldklubber

Hvordan kan frivilligheden vokse, mens en klub mangler folk?

VIVE måler deltagelse på landsplan. En klub har brug for mennesker til bestemte opgaver og tidspunkter. En stigning i den samlede frivillighed siger derfor ikke, om en bestemt klub kan finde en kasserer, en træner eller nogen til at koordinere arbejdet.

Er en frivilligstrategi nok til at fastholde folk?

Det dokumenterer de læste kilder ikke. DBU Sjællands undersøgelse peger på et behov for struktur, men afprøver ikke, om en strategi i sig selv forbedrer fastholdelsen. Man må også undersøge, hvordan opgaver, støtte og ansvar fungerer i hverdagen.

Hvad skal man undersøge, når en nøgleperson stopper?

Hvilke opgaver personen udførte, hvem der kan overtage dem, og om den nødvendige viden er tilgængelig. Et ophør fortæller ikke alene, om personen mistede lysten, manglede tid eller havde andre grunde. Det kræver personens egne oplysninger.